URBANblog

24.03.07

EU 50 år - tillykke?

Kategoriseret under EU, politik by Rina Kari

I denne weekend fejrer EU med prompt og pragt sin fødselsdag. Spørgsmålet er bare, hvor meget der egentligt er at fejre?

Der har for nylig været en undersøgelse i de fem største EU lande, der viste at mange borgere ikke synes at EU har gjort tingene bedre – snarere tværtimod. Og der er egentlig heller ikke så meget at fejre. Her er et par eksempler på, hvad EU har “bedrevet”:

Vi har fået det indre marked, hvilket bl.a. betyder udhulning af en lang række miljøkrav, samt væsentlig forringelse af forbrugernes sikkerhed. (Eksempelvis med tilladelse af GMO-mad, tilføjelse af vitaminer i slik så det kan blive solgt som sundt m.m.)

Et andet populært argument for EU er, at EU har skabt fred.  For så vidt som, at der henvises til at f.eks. Frankrig og Tyskland ikke er faret i totterne på hinanden, ja, så har der i hvert tilfælde været fred – spørgsmålet er om det ikke ligeså meget er andre ting der har sikret det. Til gengæld har EU ikke ligefrem været en fredsdue i forhold til resten af verden. I den nu afdøde forfatningen var der f.eks. lagt op til militær-oprustning, i EU’s sikkerhedsstrategi spilles der stadig primært på militær-overmagt. Jeg tror bare ikke på, at militær skaber fred – måske vi på den måde kan flytte konflikten, men militær løser ikke problemet…

Der er naturligvis masser af eksempler på gode og dårlige ting EU har gjort i sine 50 år. Det grundlæggende problem er, at EU er så utrolig udemokratisk opbygget, og at de udemokratiske principper er så grundfæstede, at det ikke er reelt muligt at lave om på. Vi kan måske forbedre det lidt, men grundlæggende kommer vi ikke uden om, at EU er opbygget udemokratisk. Derfor synes jeg det giver bedre mening at melde os ud af EU, og starte et fornuftigt samarbejde op, med respekt for forskelligheder – og hvor der er reel demokrati. Det fortjener verden.

19.03.07

Prüm-taktaten: Din retssikkerhed er truet

Kategoriseret under EU, retssikkerhed by Rina Kari

Det er interessant så utrolig lidt fokus der har været på EU’s Prüm-traktat, selv om den har vidtgående konsekvenser inden for politi-samarbejdet. Specielt udvider traktaten samarbejdet om registrer over mennesker.

Det er faktisk så fantastisk, at nu kan et politi fra et hvilket som helst EU-land gå ind i de danske registrer og se ALT hvad de har lyst til – uden først at få det igennem nogen retsinstans. Det bliver næsten kun endnu mere spændende af, at det udenlandske politi også kan pålægge dansk politi at indsamle data om en person der er mistænkt. Af data der f.eks. kan blive udleveret (og indhentet) er fingeraftryk og DNA - materiale.

Traktaten omhandler alle mulige forskellige politi-opgaver, opgaver som ofte kræver forskellige løsninger. Alligevel skelner traktaten ikke mellem de forskellige opgaver, eller stiller krav til hvilke magtmidler politiet må bruge ved hvilke forbrydelser. Det har ellers været et princip i flere EU-lande, at de magtmidler som politiet tager i brug, også står i mål med forbrydelsens alvor.

Jeg synes, det er skræmmende at almindelige borgere, der f.eks. ønsker at protestere mod EU, skal tjekkes igennem på den måde. Det bryder med grundlæggende retsprincipper, at indsamlede oplysninger kan spredes mellem så mange instanser – og jo flere registre der kommer, jo større er risikoen også for fejl. Et eksempel på hvad der sker ved sådanne fejltagelser er: en italiensk og en canadisk statsborg blev udleveret til CIA-tortur – netop efter fejlagtige udvekslinger af information. En langt mindre konsekvens, som alligevel er betydelig er, at du kan risikere ikke at måtte forlade landet, fordi det f.eks. er registreret, at du er EU-modstander, og at der er et EU-topmøde i det land du ønsker at rejse ind i. – Det vil blive en interessant verden at lave i, hvis vores adgang til f.eks. at rejse konstant skal reguleres efter vores politiske holdninger!

Den bedste måde at sikre vores retssikkerhed på, er ved at melde os ud af EU, og i stedet indgå et konstruktivt samarbejde med verdens lande. Vi kan jo godt samarbejde, uden at det skal undergrave vores retssikkerhed – vi må bare finde en anden samarbejdsform end EU.