22.05.09
Kategoriseret under Demokrati, EU, Forbrugerbeskyttelse, Sundhed, parlamentsvalg, politik by Rina Kari
Et rigtig vigtigt tema i denne valgkamp er sundhed. Det er i hvert tilfælde noget, som jeg synes er utrolig vigtigt.
For mig at se kan man dele sundhed op i to dele, den ene handler om sundhed som forbruger, altså hvad er der i den mad vi spiser, i tøjet, i legetøjet osv. Den anden del handler om hvad vi gør, når vi først bliver syge. Altså hele behandlingssystemet. Og begge dele har fyldt en del i sidste parlamentsperiode, og kommer til at fylde meget i næste valgperiode.
Dette indlæg bliver så om førstnævnte, altså om de ting vi bliver udsat for gennem den mad vi spiser og det tøj vi går i. Resten kommer i næste indlæg.
Mad, legetøj og så videre
Når det handler om disse ting, handler det om det EU kalder ”det indre marked”. Det handler om, at der skal være fri bevægelighed af varer, arbejdskræft, kapital og serviceydelser. Det betyder, at hvis man kan sælge sine varer i et EU land, så skal man også kunne sælge dem i resten af EU.
Princippet i handel og fri bevægelighed er sådan set meget fint. Jeg synes, det er dejligt og godt, at vi kan handle og rejse osv.
Problemet opstår, når det bliver det allermest centrale og det vigtigste. Og det gør det i EU, når man ikke kan få lov til at forbyde noget, ligeså snart det er godkendt i et andet land. Dermed bliver det reelt det EU-land med den dårligste beskyttelse, der sætter standard.
EU har så vedtaget en række regler, som skal beskytte forbrugerne. Det handler f.eks. om hvilke kemikalier der må være i maden. Her har man taget en lang liste af kemikalier, hvor man ved, at de er farlige – og så har man forbudt en del af dem. Det er naturligvis positivt, at vi i fællesskab kan forbyde nogle af de farlige kemikalier – men, og det er et stort men, problemet er, at vi så ikke kan gå videre.
Det ville være helt oplagt, at man forbød en række kemikalier i EU, og så tillod de enkelte lande at gå videre, hvis der er nogle kemikalier, som er farlige – men det må vi ikke. Vi må således ikke tage yderligere initiativer for at beskytte forbrugerne.
Det betyder f.eks., at der må være hormonforstyrrende stoffer i sutteflasker – det betyder, at børnene der bruger de sutteflasker reelt risikerer at miste evnen til selv at få børn en dag. Alt peger på, at der er problemer med stoffet, men EU siger, at vi ikke må forbyde det.
På samme måde har vi i Danmark forsøgt at forbyde et kræftfremkaldende stof, Nitrit, i specielt økologiske pølser – men også her, får vi at vide fra EU, at vi ikke må være foregangsland.
Der er ellers sund fornuft i at lade nogle lande være foregangslande, det viser sig nemlig, at industrien så passer ind efter de strengere regler, og finder andre (og mere sunde) måder at producere varerne på – til glæde for forbrugere over hele verden.
Noget af det vi kæmper for i Folkebevægelsen mod EU er, at vi kan få lov til at være foregangsland igen. Vi vil meget gerne være med til at hæve niveauet for alle borgere i EU, men vi synes ikke, at det skal være laveste fællesnævner der bestemmer, i stedet synes vi, det er godt at lade enkelte lande gå foran.
Permalink
20.05.09
Kategoriseret under Demokrati, afstemning, debat, parlamentsvalg, politik by Rina Kari
Det er blevet efterlyst, at jeg fortæller lidt mere om, hvad jeg gerne vil som kandidat til EU-parlamentet. Og det er jeg frisk på (det vil dog nok blive spredt ud over et par indlæg – for at undgå at længden bliver for uoverkommelig).
Demokrati
For mig er demokrati helt centralt. Det handler ikke bare om at gå ned og stemme, men om at befolkningen skal have indflydelse og blive inddraget i beslutninger.
Det betyder helt konkret i forhold til EU, at vi skal hjælpe irerne med, at deres nej til Lissabontraktaten bliver respekteret. Når et land har sagt nej til en traktat, så er det et nej! Når EU forsøger at omgå nej’et, og sender samme traktat til afstemning igen, så er det et udtryk for den totale mangel på respekt for demokrati og for befolkningernes holdninger og ønsker.
Det er naturligvis i orden at snakke om, hvad der lå til grund for det irske nej. Men vi er nødt til at holde fast i, at når der er blevet sagt nej, så er det et klart nej til den udvikling som Lissabontraktaten var. Derfor må vi droppe Lissabontraktaten.
Arbejdsmarked
I Danmark har vi et system, hvor der bliver indgået overenskomster mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Det er i overenskomsterne at ting som løn, arbejdsforhold, barsel mv. bliver fastlagt – og i øvrigt et system, som hele den danske Folketing bakker op om.
Derfor er det et stort problem, at EU går ind og blander sig.
Vi ser et stigende pres på retten til at strejke og lave blokade. Det er EU’s domstol der har afgjort, at man ikke må lave en blokade mod en virksomhed fra et andet EU-land for at opnå overenskomst. Det lyder måske lidt kringlet, men det betyder, at hvis der kommer en virksomhed fra f.eks. Rumænien, og fagforeningerne forsøger at få virksomheden til at indgå overenskomst, og virksomheden ikke vil - ja, så kan man ikke gøre mere. Tidligere ville man så have lavet en blokade, men det er ikke lovligt ifølge EU.
Hvad betyder det helt konkret?
Jo, vi har netop set et eksempel, hvor et slagteri har sagt til sine medarbejdere: Enten går i 20 % ned i løn eller også fyrer vi jer og ansætter østarbejdere i stedet – som kan arbejde for langt under danske lønninger.
I Folkebevægelsen mod EU kæmper vi hårdt for at få vedtaget en social protokol. Den skal sikre, at der ikke kan ske den løndumping. Men vi ved godt, at det har lange udsigter at få vedtaget en sådan protokol – den skal nemlig vedtages, som en ændring til en traktat, og det gør det rigtig svært.
Derfor foreslår vi helt konkret, at den danske regering ind til videre beslutter, at hvis man vil have arbejdstilladelse i Danmark, så skal det ske på danske overenskomster – det vil være i strid med EU reglerne, men for os er det vigtigste at beskytte og sikre gode forhold for arbejdere.
I morgen følger så et indlæg om sundhed – som også fylder rigtig meget, og er vigtigt for mig.
Permalink
18.05.09
Kategoriseret under EU, parlamentsvalg, politik by Rina Kari
Ja, nu er valgkampen så kommet i gang, og det kan mærkes på nyhederne. Det skotter ikke på politikere, som står klar til at love ting og sager. Det kræver, at man holder hovedet koldt for at se igennem alle løfterne. F.eks. har Socialdemokratiet været ude og sige, at nu skal vi gøre op med rejsecirkusset.
Altså det der cirkus, hvor EU-parlamentet flytter frem og tilbage mellem Strassbourg og Bruxelles. Det koster mange penge og det skader miljøet, derfor er det fuldstændig rigtigt, at der skal gøres noget ved det.
Men, lad os nu se på sagen. For at gøre noget ved det, så kræver det en ændring af traktaten – lige nu har vi Nicetraktaten, men Socialdemokratiet har jo varmt anbefalet den nye traktat, Lissabontraktaten. Men Lissabontraktaten gør på ingen måde op med rejsecirkusset, tværtimod – uden at det dog har givet anledning til bekymring hos Socialdemokratiet.
Derfor lyder det helt ærlig lidt hult, når S nu forsøger at sige, at det vil gøre noget. I Folkebevægelsen mod EU er vi helt klar til, at nu skal der ske noget ved rejsecirkusset, og vi bryder gerne med traktaten for at gøre det - det er faktisk et at vores kritikpunkter af netop Lissabontraktaten - spørgsmålet er, om S rent faktisk har flyttet sig og er klar til at gøre noget eller om det bare er tomt valgflæsk?
Der er i hvert tilfælde ingen tvivl om, at løftet om at gøre noget ved det også blev fremsagt flere gange under sidste EU-parlamentsvalg.
Permalink
11.05.09
Kategoriseret under EU, parlamentsvalg, politik by Rina Kari
Med jævne mellemrum kommer der en ny ”chok-historie”. Nu har EU fråset med pengene på en ny måde. Det er naturligvis noget, som de fleste af os bliver forargede over, det er jo trods alt skattepenge, som kan bruges til mange gode ting - og som burde bruges på fornuftige ting, f.eks. velfærd frem for frås.
Og hver gang en ny historie kommer frem, ja så følger de forargede politikere med. De står nærmest i kø, for at udtrykke deres foragt for (mis)bruget af pengene.
Derfor synes jeg, det er meget interessant at forsøge at få et lille overblik over, hvad der sker med nogle af pengene.
Den sidste historie, der kørte i sidste uge, handler om, at man som medlem af EU-parlamentet har ret til penge (lidt over 2000 kr.) til dækning af overnatning, forplejning mv., hvis du kommer til et møde i parlamentet.
Det er naturligvis lidt komisk, at man ud over at få løn også skal have en slags bonus, hver gang du dukker op dernede.
Denne uges historie gik så på, at flere parlamentarikere kom og skrev sig ind (der er en fraværsliste ligesom da man gik i skole) og gik umiddelbart bagefter igen. Altså fik pengene, men uden reelt at være til møde. Forargelsen er stor – og med rette. Men sådan er reglerne nu engang, politikerne der fik ørerne i klemme – ja, de havde sådan set ikke gjort andet end at følge EU’s egne regler.
Derfor er det naturligvis reglerne der skal laves om!
Et andet tilskud man får som medlem af EU-parlamentet, det er så rejserefusion. Den har vi hørt om flere gange. Det er sådan, at du selv ligger ud for din rejse, og så får du pengene retur bagefter – men det er ikke beregnet på hvad din rejse rent faktisk har kostet, men derimod et standardbeløb, som er MEGET højt.
Oven i det får man tilskud til forplejning på rejsen.
En del af denne ordning bliver ændret efter valget, så man faktisk kun får det tilbage, som man har brugt. Til gengæld får parlamentarikerne så lige en klækkeligt lønforhøjelse på 10.000 kr./måned.
Og så skal man huske, at 40 % af EU’s budget går til landbrugsstøtte – noget som samtlige EU-parlamentskandidater (inkl. mig selv) går ind for skal afskaffes, men den afskaffelse har meget lange udsigter.
Og afsluttende kan man sige, at EU igennem de sidste 14 år ikke har kunnet få godkendt deres regnskab af deres revisorer. Der er simpelthen for mange huller i hvor pengene er forsvundet hen.
Hvad synes du om, at vi betaler omkring 20 mia. kroner til EU hvert år?
Permalink
