URBANblog

20.05.09

Det går jeg til valg på

Kategoriseret under Demokrati, afstemning, debat, parlamentsvalg, politik by Rina Kari

Det er blevet efterlyst, at jeg fortæller lidt mere om, hvad jeg gerne vil som kandidat til EU-parlamentet. Og det er jeg frisk på (det vil dog nok blive spredt ud over et par indlæg – for at undgå at længden bliver for uoverkommelig).

 

Demokrati

For mig er demokrati helt centralt. Det handler ikke bare om at gå ned og stemme, men om at befolkningen skal have indflydelse og blive inddraget i beslutninger.

Det betyder helt konkret i forhold til EU, at vi skal hjælpe irerne med, at deres nej til Lissabontraktaten bliver respekteret. Når et land har sagt nej til en traktat, så er det et nej! Når EU forsøger at omgå nej’et, og sender samme traktat til afstemning igen, så er det et udtryk for den totale mangel på respekt for demokrati og for befolkningernes holdninger og ønsker.

Det er naturligvis i orden at snakke om, hvad der lå til grund for det irske nej. Men vi er nødt til at holde fast i, at når der er blevet sagt nej, så er det et klart nej til den udvikling som Lissabontraktaten var. Derfor må vi droppe Lissabontraktaten.

 

Arbejdsmarked

I Danmark har vi et system, hvor der bliver indgået overenskomster mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Det er i overenskomsterne at ting som løn, arbejdsforhold, barsel mv. bliver fastlagt – og i øvrigt et system, som hele den danske Folketing bakker op om.

Derfor er det et stort problem, at EU går ind og blander sig.

Vi ser et stigende pres på retten til at strejke og lave blokade. Det er EU’s domstol der har afgjort, at man ikke må lave en blokade mod en virksomhed fra et andet EU-land for at opnå overenskomst. Det lyder måske lidt kringlet, men det betyder, at hvis der kommer en virksomhed fra f.eks. Rumænien, og fagforeningerne forsøger at få virksomheden til at indgå overenskomst, og virksomheden ikke vil - ja, så kan man ikke gøre mere. Tidligere ville man så have lavet en blokade, men det er ikke lovligt ifølge EU.

Hvad betyder det helt konkret?

Jo, vi har netop set et eksempel, hvor et slagteri har sagt til sine medarbejdere: Enten går i 20 % ned i løn eller også fyrer vi jer og ansætter østarbejdere i stedet – som kan arbejde for langt under danske lønninger.

I Folkebevægelsen mod EU kæmper vi hårdt for at få vedtaget en social protokol. Den skal sikre, at der ikke kan ske den løndumping. Men vi ved godt, at det har lange udsigter at få vedtaget en sådan protokol – den skal nemlig vedtages, som en ændring til en traktat, og det gør det rigtig svært.

Derfor foreslår vi helt konkret, at den danske regering ind til videre beslutter, at hvis man vil have arbejdstilladelse i Danmark, så skal det ske på danske overenskomster – det vil være i strid med EU reglerne, men for os er det vigtigste at beskytte og sikre gode forhold for arbejdere.

I morgen følger så et indlæg om sundhed – som også fylder rigtig meget, og er vigtigt for mig.

05.11.08

EU og præsidentvalg

Kategoriseret under Demokrati, EU, afstemning, debat, politik, traktat by Rina Kari

Så blev det afgjort! Og jeg er rigtig glad for resultatet af det Amerikanske valg – det har unægtelig været lidt uhyggeligt nogle gange.

I EU skulle vi også have haft en præsident, eller dvs., det kan stadig være, at vi skal have det. Det afhænger lige nu af, om Lissabontraktaten bliver gennemført. Det er som bekendt den traktat som Irland stemte nej til – men som EU-lederne ikke rigtig kan finde ud af at opgive, og derfor kæmper de for stadig at gennemføre den, på trods af at der er blevet stemt nej!

I Folkebevægelsen mod EU er vi klart modstandere af en EU-præsident, ligesom man kan forestille sig, at en stor del af befolkningen vil være. Men, vi bliver bare ikke spurgt – ligesom ca. 486 millioner Europæere, er Lissabontraktaten blevet gennemført hen over hovedet på os. Det ser ikke godt ud på den demokratiske side for EU…

16.06.08

Fortolkninger af en afstemning

Kategoriseret under Demokrati, EU, afstemning, debat, traktat by Rina Kari

Det kan være ganske interessant eller frustrerende, alt efter hvordan man ser det, at følge fortolkningerne af, hvorfor Irland stemte nej i fredags. Lad mig starte med at sige, uanset hvordan man forsøger at fortolke det, så vil alle der er demokratisk anlagt naturligvis kunne se, at det såkaldte ”irske problem” ikke løses ved at bede befolkningen stemme igen. Der er blevet sagt nej tak til Lissabontraktaten! Så EU’s ledere kan kun gøre en rigtig ting, nemlig at droppe den traktat, som 3 befolkninger indtil videre har afvist klart og tydeligt!

Der er utvivlsomt flere forskellige grunde til, at de har stemt nej, f.eks. frustration over EU’s vedblivende udhulning af arbejdsmarkedssystemet, hvor fagforeningerne kommer mere og mere i klemme i forhold til strejkeret og selv de simpleste krav i forhold til løn og arbejdsvilkår bliver undergravet af EU. Og helt ærlig: Jeg synes godt nok ikke, at det er vores opgave at vurdere, om begrundelsen ”er god nok”, men jeg synes faktisk, at det er en udmærket grund til at stemme nej til traktaten. Lige såvel som at man ikke ønsker et fælles militær, militæroprustning mv., som jo er en del af Lissabontraktaten. Man kan jo fortsætte, en anden grund kunne være den fælles præsident, den fælles udenrigsminister og dermed også tabet af magt til EU – hvorved befolkningen kommer endnu længere væk fra beslutningerne.

Man må erkende, at jasidens grunde til at stemme ja er ligeså splittede som nejsidens grunde til at stemme nej. Og derfor må vi sige, vi respekterer afstemningsresultatet, uanset hvad medier og ”eksperter” kan rationaliserer sig frem til er grunden. Det er den eneste måde, vi kan vise vores respekt for demokratiet.

Derfor, drop tanken om at sige at det er et irsk problem, og dermed at det er Irland, der skal løse det. Nej, Lissabontraktaten er død, og lad den dog blive det – befolkningen har sagt nej!

15.06.08

Hold nu op!

Kategoriseret under Demokrati, EU, afstemning, debat, politik, traktat by Rina Kari

Det er forstemmende, at EU lederne er så optaget af at få EU-toget til at fortsætte, at de glemmer alt om demokratiet.

Naturligvis skal godkendelsen af traktaten stoppes øjeblikkeligt, en befolkning har sagt nej. Så er den ikke længere.

Hvordan kan det dog undre nogen, at befolkningerne rundt omkring begynder at have politiker-lede, når vi gang på gang oplever, at politikerne er hamrende ligeglade med, hvad vi mener.

Vi er nødt til at holde dem op på, at en afstemning er en afstemning og resultatet skal respekteres, uanset om de ledende politikere kan lide det.

Jeg synes det er hamrende frustrerende, at man i den gang forsøger at gøre det til et irsk problem. Det er simpelthen en hån, og politikerne, også de danske, burde tage sig sammen, og udvise en grad af respekt for demokratiet.

Se nogle af ekspemplerne her:

http://politiken.dk/udland/article524129.ece

http://politiken.dk/udland/article524019.ece

http://politiken.dk/politik/article524052.ece

13.06.08

Tillykke til alle!

Kategoriseret under EU, afstemning, debat, politik, traktat by Rina Kari

Den irske befolkning har stemt nej til Lissabontraktaten!

Det er fantastisk! Stort tillykke til alle.

Lissabontaktaten ville give mere magt til EU, fælles militær, udenrigsminister og præsident og meget mere. Det ønskede den irske befolkning ikke. og det er jeg rigtig glad for - vi andre fik ikke lov til at stemme, og derfor har den irske befolkning stemt på hele EU’s vegne!

Det er vigtigt nu, at EU’s ledere respekterer afgørelsen. Det er derfor ikke rimeligt af Fogh, at han forsøger at ligge ansvaret over på den irske regeringen (se her: http://politiken.dk/politik/article523832.ece ), Lissabontraktaten er faldet - det bør han erkende!

07.05.08

Så sker det måske alligevel

Kategoriseret under EU, afstemning, debat, politik, traktat by Rina Kari

Irland er de eneste der får lov til at stemme om EU’s nye traktat, Lissabontraktaten. - og nu vokser nej-siden gevaldigt derovre. Med andre ord intet er sikkert i forhold til udfaldet af afstemning.  Det er derfor en helt fantastisk nyhed, at nejsiden for støtte fra et stort fagforbundThe Technical Engineering and Electrical Union. Det gør der bl.a. på grund af 3 domme fra EF-domstolen, som klart angriber konfliktretten og overenskomsterne (hhv. Vaxholm, Rüffert og Viking dommene). Man kan undre sig over, at den danske fagbevægelse er så tavs, og specielt at bl.a. SF ikke ville stemme for et forslag om en faglig garanti i forbindelse med Lissabontraktaten. Den skulle ellers sikre, at konfliktretten mv. blev et rent nationalt anlæggende, frem for at det skal være EU som bestemmer, hvorvidt folk må strejke og om overenskomsterne skal overholdes. 

Rüffert dommen som er den seneste, gik kort fortalt ud på, at en tysk delstat havde krævet at virksomheder der arbejde for delstaten også skulle overholde gældende overenskomster i staten. EU var klar: Det må man ikke, det bryder med den frie konkurrence. Det betyder, at staten måske nok kan kræve at medarbejderne for en eller anden form for mindste løn, men ikke nogen af de andre ting man har i en overenskomst.Konsekvenserne af dommen for Danmark diskuteres stadig, men bare fordi denne dom måske ikke rammer hårdt, kan vi jo stadig godt se, at det er et voldsomt angreb på den faglige organisation.  Noget som The Technical Engineering and Electrical Union (fagforbund i Irland) heldigvis har set – og derfor anbefaler et nej til Lissabontraktaten.

06.05.08

EU’s udenrigspolitik

Kategoriseret under Demokrati, EU, afstemning, debat, politik, traktat by Rina Kari

Suk hvor lyder overskriften dog tør – men jeg kan ikke finde på en bedre.

Det britiske dagblad The Daily Telegraph har i dag offentliggjort et arbejdspapir med planerne for EU’s nye udenrigstjeneste, som i første omgang skal have op mod 3.000 ansatte. Med tiden forventes det at få et sted mellem 7.000 og 20.000 ansatte og omfatte mere end 160 ambassader rundt om i verden.Ja, det er jo så en klar underminering af den selvstændige udenrigspolitik. Vi kommer ikke til at kunne optræde uafhængigt af EU’s udenrigspolitik, som bliver styret stærkt af de store EU-lande. Og vi bliver taget endnu mere til indtægt for EU’s toldmure og latterlig dårlige handelspolitik.

Nå, ja, men vi vidste naturligvis også godt, at Lissabontraktaten stadfæster arbejdet mod en stadig tættere union, som jo med selvstændige ambassader bliver så tæt på en statsdannelse, at det er svært at se på hvilke områder EU ikke er en selvstændig stat. – og så bliver vi ikke engang spurgt, om vi synes det er en god idé! Næ nej, det er bedst, at Folketingets politikere tager stilling til Lissabontraktaten fuldstændig uden debat, og i stedet for den afstemning vi naturligvis skulle have haft! Jeg læste en professors udtalelse, omkring at når vi ikke måtte diskuterer Lissabontraktaten under folketingsvalget i november (her blev vi henvist til at juristerne stadig tænkte), og vi heller ikke må stemme om traktaten – hvordan det så kunne undre Folketinget at befolkningen ikke er voldsomt engagerede, sådan midt i mellem, der hvor vi ikke har noget at skulle have sagt. Dejlig pointe :-)  

Læs i øvrigt artiklen i The Daily Telegraph på adressen: [www.telegraph.co.uk]

01.04.08

Så meld dog klart ud!

Kategoriseret under Demokrati, EU, afstemning, politik, traktat by Rina Kari

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor Anders Fogh får lov til at lurepasse på den måde. I dag fortæller Politiken, hvordan han endnu engang ikke vil forholde sig til, om vi skal stemme om EU-forbeholdende. Jeg synes, det er så utrolig udemokratisk, at han holder fast ved at tage et lille stykke afgangen. Som minimum kunne han da melde ud, om planerne for de næste par år - så har vi alle mulighed for at se det i et større perspektiv.

I stedet skal Folketinget først godkende Lissabontraktaten, og så skal vi lige se hvordan det går i Irland (som er det eneste land der får lov til at stemme om traktaten) og først derefter - vil han melde noget ud: Med andre ord, det hele handler om taktik.

Det er jo dybt godnat, hvis vi ikke får mindst et halvt år til debat inden en afstemning om forbeholdende - men ikke engang dét, vil Fogh love.

At man så kan mene, at det ville være bedre, at vi rent faktisk fik lov til at stemme om Lissabontraktaten, som vi trods alt ikke har stemt om før, end at vi skal stemme om noget, som vi allerede har givet et klart svar på…

21.01.08

Så det nu

Kategoriseret under afstemning, traktat by Rina Kari

Så er det i denne uge, at et flertal af Folketingets partier laver den største svinestreg mod demokratiet længe!

Eller det vil sige, faktisk kan de godt nå at fortyde - det ville jo ikke være første gang, at vi har set politikere vende rundt på en tallerken. Så derfor er dette blot en inderlig opfordring: Find din indre demokrat frem, og indse at det er en tvingende nødvendighed, at vi får den afstemning om Lissabontraktaten (altså EU-forfatningen som har fået et nyt navn, og et par få ændringer, så vi ikke behøver at stemme om den, men ellers har beholdt indholdet).

Det er i øvrigt tankevækkende, at de eksperter, som siger at vi ikke juridisk set behøver at have en afstemning, også siger, at hvis vi ikke have haft undtagelserne, SÅ havde det været nødvendigt at stemme. Sådan er livet naturligvis, men det er interessant, at vi skal stemme om undtagelserne umiddelbart EFTER de har indført traktaten - det ville da have været demokratisk at lave det i modsat rækkefølge. Eller bare at give os en afstemning om Lissabontraktaten og droppe den om undtagelserne (dem har vi jo ligesom stemt om før!).

Skriv under på kravet om en folkeafstemning her: www.euafstemning.dk

09.12.07

En demokratisk tanke?

Kategoriseret under EU, afstemning, politik, traktat by Rina Kari

Nolge gange tænker jeg, at det åbenbart må være en del af uddannelsen, at ”almindelige” mennesker ikke skal kunne forstå jurister.
I diskussionen om hvor vidt vi skal have en afstemning om den nye EU-forfatning, synes jeg bare det er mærkeligt, at juristerne kan komme frem til, at vi ikke afgiver suverænitet.

Sådan logisk, så betyder det at afgive suverænitet vel bare at afgive magt? Altså lade nogle andre bestemmer over en. Ok. Men det er jo så lige præcis det der sker med den nye forfatning, blandt andet vil vi fremover kunne blive nedstemt på omkring 60 nye politikområder – altså områder hvor EU kan gennemtvinge ting, selv om vi er lodret uenige (ja, selv om hele Danmark i princippet er enige og at være mod en pågældende lov).
Nu er jeg jo ikke jurist, så jeg må hellere lade være med at forsøge at oversætte dette ganske lige åbenlyse – at vi afgiver magt til EU, til at det også skulle betyde suverænitetsafgivelse. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig…

Mest af alt undre jeg mig nu over de politiske partier som ikke vil have en afstemning, eller som er så meget i tvivl. Er det særlig svært at sige, ok. Dette her kommer til at have vidtrækkende konsekvenser for rammerne for vores demokrati – derfor skal befolkningen naturligvis stemme. Der er da en grund til, at vi stemmer om grundlove, det er jo fordi befolkningen bestemmer hvordan rammerne for demokratiet og folketinget skal være, og så udfylder de valgte politikere politikken. I dette tilfælde er der desværre mange politikere som gerne vil strække deres magt til også at bestemme rammerne – uden at være interesseret i befolkningen…

Men sådan kan vi jo alle sammen blive ramt at udemokratiske tanker, vi må bare håbe, at Socialdemokraterne (mandag) og regeringen (tirsdag) beslutter sig for at bakke om op demokratiet.

« Previous entries